“Kan mit barn sove med ansigtsmaling på?”
”Hvornår skal vi vaske ansigtsmalingen af igen?”
Disse gode og relevante spørgsmål er jeg blevet stillet en del gang i mit job som professionel ansigtsmaler.
Et barn, der er blevet forvandlet til fx en tiger og bare er så stolt og glad for det, vil helst beholde det på i flere dage og vise det til sine venner i børnehaven eller skolen. Derfor er barnet oftest IKKE interesseret i at få vasket det af i den nærmere fremtid – og det kan jeg godt forstå.
Det er dog det samme svar, jeg giver forældre eller bedsteforældre, som spørger om min holdning. Min anbefaling er helt klart, at man vasker ansigtsmalingen af, før man går i seng om aftenen.
Det gør jeg, fordi:
- ansigtsmalingen nemt kan smitte af på hovedpudebetrækket. Selvom man generelt godt kan fjerne pletter fra ansigtsmaling, kan jeg ikke garantere, at alle pletter vil kunne komme af.
- der er stor sandsynlighed for, at ansigtsmaling blive gnedet ud. Så udsmykningen, som dagen forinden, var virkelig fin, er ikke lige så fin den næste dag, og selve motivet er sværere at se.
Derudover har huden om natten godt af at kunne ”ånde” og regenerere. Ligesom kvinder tager deres makeup af, før de går i seng, er det en god ide også at fjerne ansigtsmaling.
Den ansigtsmaling, jeg bruger, er vandbaseret. Det vil sige, at den er nem at fjerne igen. Det eneste, du skal bruge for at fjerne malingen, er varmt vand og sæbe. Brug gerne sæbe og kun lidt vand i starten for at løsne pigmenterne fra huden. Brug så efterfølgende vand for at skylle malingen væk. Hvis der skulle være nogle skygger fra maling tilbage (det kan nogle gange være fra farver som blå eller lilla), så kan du bruge øjenmakeupfjerner eller babyolie til at fjerne det sidste.