Skal du til at prøve kræfter med ansigtsmaling, har du sikkert tænkt: Hvilken ansigtsmaling er bedst? Skal man vælge oliebaseret eller vandbaseret? Hvor finder man ansigtsmaling uden parfume og parabener? Find svar på dine spørgsmål lige her.
Dette indlæg handler om, hvordan du finder frem til den bedste ansigtsmaling til dig og dine behov. For der findes ikke bare én ansigtsmaling, som man kan kalde den bedste. Det kommer helt an på, hvad du skal bruge den til, og hvad du vægter højt. Her er nogle ting, du kan overveje, inden du finder den bedste ansigtsmaling til dig:
- Skal ansigtsmalingen være oliebaseret eller vandbaseret?
- Er du på jagt efter en ansigtsmaling uden parfume og parabener?
- Vil du gerne have en allergitestet ansigtsmaling?
- Vil du gerne have klare, kraftige farver?
- Skal du kunne lave små, klare detaljer?
- Hvor god skal dækkeevnen være?
Overordnet kan ansigtsmaling deles ind i to kategorier: vandbaseret og oliebaseret. Læs mere om forskellene herunder:
Vandbaseret vs. oliebaseret
Oliebaseret ansigtsmaling bruges ofte til professionelt brug, og det er som regel den, du ser på klovne og i teatret. Kommer du fikseringspudder (setting powder) oven på, er den nemlig ekstremt holdbar og bliver, hvor den skal, selvom du sveder eller bevæger dig ud i (let) regn. Oliebaseret ansigtsmaling påføres som regel sammen med en svamp, og det kan være svært at lave finere detaljer (med en pensel) med den.
Er du derimod begynder, og skal du male børn, er en vandbaseret ansigtsmaling den bedste ansigtsmaling til dig. Det er den type, jeg sælger i min webshop. Vandbaseret ansigtsmaling er let at påføre, tørrer hurtigt og skaber fine kreationer, når det gerne må gå lidt hurtigt. Derudover er det nemt at fjerne. Læs mere om, hvordan du fjerner ansigtsmaling her.
Der findes mange mærker og produkter inden for vandbaseret ansigtsmaling, og det kan være svært at finde en, der dækker alle ens behov. Et kendt mærke som Grimas laver eksempelvis allergivenlig ansigtsmaling, der dog desværre ikke dækker særligt godt eller giver særligt klare farver. Det er ikke nemt at være ansigtsmaler, hva’? Heldigvis kan du godt finde en ansigtsmaling, der både er allergivenlig, dækker godt og giver smukke, klare farver 😁
Hvilken type vandbaseret ansigtsmaling skal jeg så vælge?
Vandbaseret ansigtsmaling kan inddeles yderligere i tre underkategorier med hver deres fordele og ulemper:
- Voksbaseret ansigtsmaling
- Glycerinbaseret ansigtsmaling
- Ansigtsmaling baseret på gummi arabikum (acacia senegal gum)
Fælles for alle tre typer er, at de er veganske.
Voksbaseret ansigtsmaling (gælder mærker som Diamond FX)
- Tørrer hurtigt
- Har rigtig god dækkeevne
- Minder lidt om ler i strukturen
- Er god til at lave små, fine detaljer
- Kan være svær at blande med andre farver
- Har en fast konsistens, men bliver flydende ved 37 grader og derover. Ved meget høje temperaturer bliver den klistret og svær at arbejde med.
Glycerinbaseret ansigtsmaling (gælder mærker som Superstar)
- Blødere konsistens
- Nem at blande med andre farver
- Sværere at lave små, skarpe detaljer med
- God til at skabe bløde og tonede overgange
- Krakelerer ikke så nemt og skaller ikke af ved bevægelse
- Ikke så følsom over for varme – holder nogenlunde samme konsistens uanset temperatur. Ved meget høje temperaturer bliver den mere cremet.
Ansigtsmaling baseret på gummi arabikum (gælder mærker som Fusion)
- God til linework
- Giver et flot blankt resultat
- Holder utroligt godt, men er mere følsom over for varme temperaturer
- Konsistensen er et sted mellem voksbaseret og glycerinbaseret ansigtsmaling.
De tre mærker, Diamond, Superstar og Fusion, som jeg sælger i min webshop, er alle oplagte bud på en god ansigtsmaling til begyndere og entusiaster. De er alle veganske, allergivenlige og giver et utrolig flot resultat. Med andre ord er de alle tre et godt sted at starte, hvis du har mistet overblikket og ikke ved, hvilken ansigtsmaling du skal vælge.
Har du spørgsmål, som ikke blev besvaret i dette indlæg, er du mere end velkommen til at skrive til mig på victoria@happyfaces.dk – så vil jeg forsøge at vejlede dig bedst muligt.
Rigtig god fornøjelse 🤩